søndag den 5. maj 2013

Mig og Rom



Jeg elsker at rejse – jeg elsker også at være hjemme, men når jeg har været ude at rejse er det som om jeg ser på mit hjem og mine omgivelser med nye og friske øjne – og dét kan jeg også godt lide!
Jeg ved ikke hvornår man kan kalde en tur for en rejse – men bare at komme til Sjælland eller Fyn kan for mig betyde at komme væk fra det hele. Nogle gange kan en tur til Snogebæk eller Hammeren såmænd også være nok til at jeg føler at jeg har været langt væk!

Nå, men i sidste måned var jeg en tur i Rom – jeg har ikke været der før.
Jeg er vild med god mad og vin – og det er italienerne jo gode til, så jeg tænkte at det kunne ikke gå helt galt.
Jeg har været på storby ferie et par gange før og synes godt om det!
Og så er der jo ufattelig meget historie forbundet med Rom. Man går jo nærmest omkring i et kæmpe stort museum,  med bygningsværker som er flere tusinde år gamle. Man føler sig virkelig lille og en smule ydmyg i forhold til historien!





Vi boede i nærheden af den spanske trappe, som ligger i centrum. Centrum er nok et vidt begreb da byen er meget stor. VI havde læst en del om byen, og hvordan man kommer rundt. Der er masser af muligheder: citibikes, hestevogn, sporvogn, metro, taxa, busser. Men det viste sig at vi slet ikke kom til at benytte os af nogen af delene, da alle de seværdigheder vi ville se lå indenfor gå-afstand. Vejret var fint – ca. 25 grader midt på dagen og solskin – så vi tog fornuftigt fodtøj på – og så af sted!
Vi havde 3 hele dage, så vi havde lagt en plan om at være effektive for at nå så meget som muligt. Og planen holdt! De første 2 dage gik med sight seeing, og vi nåede at se alle de seværdigheder vi ville: Colosseum, Peterskirken, den spanske trappe, Pantheon, Piazza del Popolo, Trevi fontænen – samt en masse flotte kirker, som jeg ikke ved hvad hedder!





Den sidste dag brugte vi på shopping: der er masser af muligheder for at komme af med sine penge! Med udgangspunkt i Corsoen – en lang shoppinggade, som er gågade midt på dagen, var vi op og ned ad en masse små hyggelige gader med små lækre butikker. Generelt vil jeg sige at prisniveauet er lidt højere end her hjemme – eller også lykkedes det os ikke at finde de billigere butikker. Vi fandt kun en lille H & M – som jeg ellers findes overalt – men fik trykket næserne flade på vinduerne til Valentino, Chanel, Jimmy Choo,  Hermes og alle de andre.



Ind i mellem tog vi en pause på en lille cafe og fik en varm eller kold cappuccino, en lækker is eller en mojito.
3 dage er jo ikke ret meget, men hvis man er effektiv, så vil jeg påstå at man sagtens kan nå at se og opleve en masse – det lykkedes i hvert fald mig.

Og nu er jeg så hjemme igen – og det er bestemt også dejligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar